Lev Magasinet 3 2021
- Portræt: Festivalkongen – Mød manden bag Sølund Musik-Festival
- Tema: Ild i ULF
- Ildsjæl: En ganske almindelig dag - med det hele
- en sommerhilsen fra Anni Sørensen - formand i Lev
Så er det blevet sommer efter et hæsblæsende forår, hvor der har været et stort politisk fokus på handicapområdet. Evalueringen af det specialiserede socialområde skrider frem, borgerforslaget fra #enmillionstemmer er blevet behandlet i Folketinget, partnerskaber og alliancer er opstået - det har alt sammen bidraget til et fokus, en øget opmærksomhed og en masse forventninger til konkrete handlinger, der skal styrke retssikkerheden og gennemføre grundlæggende og nødvendige reformer af handicapområdet.
Vi har fået en kæmpe mavepuster med den netop indgåede økonomiaftale, og derfor er det nu endnu vigtigere at lægge pres på Regeringen og Folketinget i forhold til de kommende finanslovsforhandlinger. Lev bakkede derfor også op om de fire vigtige demonstrationer, der netop er afholdt i de fire største byer i Danmark og hvor Lev holdt tale ved alle fire demonstrationer.
Vi lægger os ikke ned på trods af denne mavepuster fra KL og Regeringen. Sammen med andre handicaporganisationer, #enmillionstemmer og andre græsrodsbevægelser samt politiske alliancer fortsætter vi kampen om at skabe de reformer af handicapområdet, der er så nødvendige. Vi giver ikke op og vi løfter i flok!
Vi har fået en kæmpe mavepuster med den netop indgåede økonomiaftale, og derfor er det nu endnu vigtigere at lægge pres på Regeringen og Folketinget i forhold til de kommende finanslovsforhandlinger
Anni Sørensen, formand i Lev
Levs politiske arbejde fører til konkrete resultater. Vi har i flere år kæmpet for retten til et årligt sundhedstjek til mennesker med udviklingshandicap. Nu har regionerne og landets praktiserende læger netop indgået en overenskomstaftale, hvor sundhedstjek til beboere i botilbud er en del af aftalen. Det er en sejr, som vil give et væsentligt bidrag til at reducere den store ulighed i sundhed, som mennesker med udviklingshandicap oplever. Nu vil vi presse på for, at denne sejr bliver fulgt helt til dørs og bliver realiseret ude på botilbuddene og samtidig vil vi arbejde for, at også borgere med bostøtte og hjemmeboende med udviklingshandicap også bliver tilbudt sundhedstjek.
Lige om lidt går vi alle på sommerferie og lader op til et efterår fyldt med udfordringer, hvor Lev vil gøre sit for at sætte tydelige politiske aftryk til gavn for mennesker med udviklingshandicap og deres familier. Både hvad angår den længe ventede evaluering af det specialiserede socialområde, finansloven, det kommende kommunal- og regionsvalg og mange andre vigtige emner.
Der er mere brug for Lev end nogensinde, og jeg takker alle jer, der knokler for at skabe tryghed, udvikling og trivsel for mennesker med udviklingshandicap. Lev vil fortsat være den stærke stemme for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende, men vi har brug for alle de kræfter, vi overhovedet kan samle – så vi sammen kan skabe bedre livsvilkår for mennesker med udviklingshandicap. Sammen er vi nemlig stærkest!
Med håbet om en god sommer til jer alle.
Venlig hilsen
Anni Sørensen
Ferielæsning