Vaccination fejret med kage og flag
Snart er alle beboerne i botilbuddet Agerbækhuse i Køge vaccineret første gang mod corona. I sidste uge blev de godt 30 beboere med udviklingshandicap på Gymnasievej vaccineret. I morgen er det så de syv beboere på Føllehavegårds tur
Når man bliver vaccineret på Agerbækhuse er det lidt af en festdag. Tilbudsleder Berit Hastrup Petersen fortæller:
”Vi har længe ventet på at borgerne skulle vaccineres. Siden marts 2020 har borgernes hverdag været forandret. Beboerne har haft få besøg fra pårørende grundet besøgsforbud, dagtilbud har været anderledes og de har mødt medarbejdere med mundbind og visir.
I første omgang fik vi at vide, at vaccinationen ikke kunne foregå her i botilbuddet. Men det blev heldigvis ændret. For borgerne er det er vigtigt, at vaccinationen foregår i trygge rammer, med nære omsorgspersoner.
Vores køkkenpersonale havde i dagens anledning sørget for kransekage med mini mundbind og flag. Borgerne blev mødt af et vaccinehold, der gav sig tid og rummede borgernes forskellige udtryk og reaktionsmønstre. Det betød, at de tre læger og en sygeplejerske fra regionen modtog kram og store smil fra de fleste borgere. De borgere, som var utrygge og nervøse, fik den tid de havde brug for til at håndtere situationen, inden de fik vaccinen.”
For beboerne er det jo underligt, at personalet er dækket til med værnemidler. Det kan være svært at læse ansigtsudtryk og mimik, hvis ansigtet er dækket til af mundbind og visir
Tilbudsleder Berit Hastrup Petersen, Agerbækhuse
Vaccination på Agerbækhuse
Et hårdt år
Det har været et hårdt år for alle omkring Agerbækhuse – beboere, pårørende og personale.
”For beboerne er det jo underligt, at personalet er dækket til med værnemidler. Det kan være svært at læse ansigtsudtryk og mimik, hvis ansigtet er dækket til af mundbind og visir. Da de fleste borgere er uden sprog, er det af stor vigtighed, at de kan aflæse personalets ansigtsudtryk.
Samtidig har deres aktivitetstilbud været lukket både i foråret 2020 og efterfølgende fra jul og det meste af januar måned. Som alle andre har borgerne brug for at se andet end hjemmets fire vægge. De har manglet deres kendte aktiviteter og daglige rutiner. Da aktivitetstilbuddet genåbnede op til sommerferien sidste år, kunne vi da også se, hvor glade mange af beboerne blev.
For medarbejderne har det også været udfordrende med et markant øget fokus på hygiejne og brug af værnemidler. For de pårørende er der fortsat restriktioner i forhold til besøg i botilbuddet. Kun en pårørende kan komme i beboerens bolig. Tre personer kan besøge en beboer i et besøgsrum, men få har faktisk gjort brug af det, fordi de pårørende har været nervøse for at bringe smitte ind,” siger Berit Hastrup Petersen.
Botilbuddets eget aktivitetstilbud, Blumensvej, der ligger to kilometer fra Agerbækhuse, har skiftevis været åben og lukket i forhold til de restriktioner, der har været det seneste år. I perioder har personalet på aktivitetstilbuddet været tilknyttet de forskellige afdelinger i botilbuddet, så de kunne støtte op om aktiviteter for beboerne i hjemlige rammer. Der har været mange gåture og den fysiske træning med borgerne har været prioriteret højt.
I de kolde vintermåneder har der været afholdt små koncerter udendørs til stor glæde for borgerne.
Ingen af beboerne har haft corona, og kun enkelte medarbejdere har været smittet.
Anden vaccination af beboerne i Agerbækhuse finder sted den 6. april.
"Vaccinationsbussen" på besøg på Agerbækhuse
