Krav om coronapas på sociale tilbud fra på fredag
- men kun for besøgende, der ikke er nært pårørende
Fra på fredag den 12. november genindføres der coronapas en lang række steder, blandt andet på sociale tilbud, plejehjem og på sygehuse, hvis du er besøgende men ikke nær pårørende mv.
Kravet gælder uanset antallet af besøgende, af hensyn til at beskytte udsatte og sårbare personer, men altså ikke for nært pårørende. Desuden er børn under 15 år også undtaget.
Foreløbigt gælder kravet om coronapas fire uger frem.
Undtagelse fra krav om coronapas
Med genindførelsen af coronapasset følger også krav om, at borgere, der er undtaget for kravet om coronapas, skal kunne fremvise dokumentation for deres udtagelse.
Personer, der af medicinske årsager eller som følge af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en COVID-19 test er undtaget for krav om test og coronapas, men skal fremvise dokumentation herfor på lige fod med et gyldigt coronapas.
Dokumentationen udstedes som tidligere af de kommunale borgerservicecentre, og borgere, der er undtaget for test, kan fra på fredag den 12. november henvende sig til borgerservice for at få dokumentationen udleveret.
Måske er den gamle dokumentation om undtagelse udløbet
Da dokumentationen kun er gyldig i tre måneder fra udstedelse, vil langt de fleste blive nødt til at besøge borgerservice og underskrive en ny tro- og loveerklæring, for at få udleveret ny gyldig dokumentation.
